Index   Back Top Print

[ AM  - AR  - BE  - BG  - CS  - DA  - DE  - EN  - ES  - FA  - FI  - FR  - HI  - HR  - HU  - HY  - IT  - JA  - KO  - LT  - LV  - ML  - NO  - PL  - PT  - RO  - RU  - SK  - SL  - SQ  - SV  - SW  - TA  - TI  - UK  - ZH_TW ]

INDVIELSE TIL MARIAS RENE HJERTE

 

Åh Maria, Guds Mor og Vores Mor, I denne prøvelsens tid søger vi  tilflugt hos dig. Du er Mor, du elsker os og kender os. Intet af det, der ligger os på sinde, er skjult for dig. Barmhjertighedens Mor, hvor mange gange har vi ikke erfaret din vise ømhed, dit nærvær, der bringer fred, så du altid kan føre os til Jesus, fredens fyrste.

Men vi har forvildet os væk fra fredens vej. Vi har glemt, hvad vi lærte af tragedierne i  sidste århundrede, de ofre, der blev bragt af millioner af faldne i verdenskrigene. Vi har forsømt de opgaver, vi tog på os som nationernes fællesskab, og vi er ved at forråde folkenes drømme om fred og de unges håb. Vi er blevet syge af grådighed, vi har lukket os inde i nationalistiske interesser, vi er stivnede i ligegyldighed og lammede af egoisme. Vi foretrak at ignorere Gud, leve med vores hykleri, nære aggressiviteten, undertrykke liv og ophobe våben, mens vi glemte, at vi vogter over vores næste og vores fælles jord. Med krigen har vi ødelagt jordens have, vi har med synden såret vores Fars hjerte, Han som vil, at vi skal være brødre og søstre. Vi er blevet ligeglade med alt og alle undtagen os selv. Og skamfuldt siger vi: Tilgiv os Herre!

Midt i syndens elendighed, i alle vores vanskeligheder og skrøbelighed, i det mysterium som det onde og krigen udgør så mind os om, du hellige Mor, at Gud ikke forlader os, men fortsætter med at se på os med kærlighed og længes efter at tilgive os og rejse os op igen. Det er Ham, som har givet os til dig og i dit rene hjerte har skabt et tilflugtssted for Kirken og for menneskene. Gennem den guddommelige godhed er du hos os, og du følger os også med ømhed på de sværeste veje gennem historien.

Lad os derfor søge tilflugt hos dig, lad os banke på dit hjertes dør som dine kære børn, du aldrig bliver træt af at komme til og invitere til omvendelse. Kom for at stå os bi og trøste os i denne mørke time. Sig igen til os alle:” Er jeg måske ikke her - jeg som er din Mor?” Du forstår at løsne op for de knuder, der er i vores hjerte og de knuder, der er i vores tid. Vi stoler på dig. Vi er sikre på, at du, specielt i prøvelsens stund, ikke foragter vores bønner og at du kommer os til hjælp.

Det gjorde du i Kana i Galilæa, da du fremskyndede det tidspunkt, Jesus greb ind, og introducerede det første underfulde tegn, Han kom med i verden. Da festen var blevet til tristhed, sagde du til ham: ” De har ikke mere vin” (Joh 2,3). Gentag det over for Gud du vores Mor, for I dag er håbets vin sluppet op, vi har ødet freden væk. Vi er blevet i stand til enhver form for vold og ødelæggelse. Vi har et omgående behov for din moderlige indgriben.

Tag du, Vores Mor imod vores bøn

Du, havets stjerne, lad os ikke lide skibbrud i krigens uvejr.

Du, der er den nye pagts ark, inspirer os til planer og veje til forsoning.

Du, der er der, hvor ”Himlen og jord mødes”, bring Guds harmoni tilbage på jorden.

Udslet had, lad hævnen vige, lær os tilgivelse.

Fri os fra krig, bevar verden for atomtruslen.

Rosenkransens dronning, væk i os behovet for at bede og elske.

Du den menneskelige families dronning, vis folkene broderskabets vej.

Fredens dronning, vind freden for verden.

Åh, kære Mor, lad din gråd bevæge vores hårde hjerter. Lad de tårer, du har grædt for os, få denne verden, som vores had har udtørret, til at blomstre igen. Og så længe som våbnenes torden ikke tier, så lad din bøn gøre os villige til fred. Lad din moderlige omfavnelse trøste dem, der er tvunget til at forlade deres hjem og deres land. Lad dit smertefulde hjerte bevæge os til medlidenhed og lad det anspore os til at slå dørene op og tage os af den sårede og forkastede menneskelighed.

Hellige Guds Mor, mens du stod under korset sagde Jesus, mens han så disciplen ved siden af dig: ”Kvinde, dér er din søn” (Joh 19,26). Sådan betroede Han dig enhver af os. Så sagde Han til disciplen og enhver af os: ” Dér er din Mor” (v.27). Mor, vi ønsker nu at modtage dig i vores liv og i vores historie. I denne time står menneskeheden udmattet og fortvivlet under korset sammen med dig. Og den har brug for at betro sig til dig, for at indvi sig til Kristus gennem dig. Det ukrainske og det russiske folk, der kærlighedsfuldt ærer dig, søger tilflugt hos dig, mens dit hjerte banker for dem og for alle de folk, der blevet ofre for sult, uretfærdighed og elendighed.

Vi betror os til dig, Guds og vores Mor, og ofrer til dit rene hjerte os selv, Kirken og hele menneskeheden og på en helt særlig måde Rusland og Ukraine. Tag imod denne vores handling som vi udfører i tillid og kærlighed, udvirk at krigen ophører, få freden til at komme ind i verden. Det ja, der kom fra dit hjerte åbnede historiens porte for Fredens Fyrste. Vi har tillid til, at freden vil komme endnu en gang gennem dit hjerte. Til dig opofrer vi hele den menneskelige families fremtid, hvad folkene behøver og venter på, verdens håb og smerte.

Lad den guddommelige barmhjertighed udgydes gennem dig over jorden og fredens blide hjerteslag blive vores daglige rytme  igen. Du der sagde ja, du som Helligånden steg ned over, bring harmoni tilbage mellem Gud og os. Befri vores hjerte for tørke, du som ”er håbets levende kilde”. Du vævede  Jesu menneskelige natur, gør os til håndværkere for fællesskabet. Du gik på vore veje, led os på fredens stier. Amen.



Copyright © Dicastero per la Comunicazione - Libreria Editrice Vaticana